Dagbog uge 5- 14 juli til 22 juli 2002

Søndag den 14. juli 2002

Ved morgenmaden blev der fra nattens vagthold rapporteret, at vi har en blind passager om bord! – En flagermus - som kommer på besøg i løbet af natten. Vi er ret overbeviste om, at den har fulgt os og holder til på skibet for den har besøgt vagtholdene flere nætter i træk, og det ville være noget af en præstation at flyve 150 sm hver nat for at besøge os. Men hvor den holder til har vi ikke kunne finde ud af.

Det var en rigtig r..trist formiddag – det var gråt og klamt og fuldstændig havblik, så vi måtte fortsætte med at køre for maskine.

Vejret bevirkede, at der var behov for at lave noget andet – for sejladsen gik lige som af sig selv. Casper kastede sig over det første større projekt – et bageprojekt – Caspers spritæblekage – der duftede af kanel og honning på hele skibet, nej hvor vi glæder os til at smage.

Så gik der oprydning i Skipper – og se hvad han fandt; pærer til kompasset og straks blev de monteret og nu har vi lys i begge kompas – hvilken luksus!

Så synes Skipper også at vi skulle få lys i motorlyset, nu da vi alligevel lå på helt fladt vand. Og fluks var Sofie klar til at tage turen i bådsmandsstolen. Det rigtig udstyr skulle findes frem – skruetrækkere og en 3-i-ener til at file lidt på pære og fatning. Sofies eneste betingelse var at der blev taget billeder af hende mens hun hængte deroppe - omkring 15 meter over dækket! Og det midt ude i det farefulde farvand Biscayen!

Skipper og Pernille sørgede for at dreje på spilhåndtaget – og Sofie gik derop ad, som havde hun aldrig gjort andet. Udfordringen med hvor hun skulle gøre af alle de løse genstande som lanterneglas, skuer, skruetrækkere blev også løst – inden for jakken og i lommerne. Hun fiksede motorlanternen så den virkede – stor succes.

Midt under ophejsningen synes vi, at vi hørte et tågehorn og Casper fandt vores tågehorn frem og advarede behørigt mandskabet på fordækket om, at han nu ville give signal. Skipper nærmest brød sammen af grin – tågehornet lød præcis som et af de sølvfarvede horn med lilla papirstrimler, der oftest anvendes ved nytår eller andre festlige lejligheder – og dets anvendelighed som tågehorn kan diskuteres!

Det gode var, at det på ingen måde forstyrrede Sofie i sit arbejde med at udbedre lanternen.

Og ned kom hun også igen – og mente at hun fortjente en øl – hvilket resten af holdet var helt enige i.

Vi så et mindre delfinshow, og sad stadig og undrede os over det fuldstændig flade vand og tågen – det var ikke det vi tidligere havde hørt og læst om Biscayen – men på den anden side kan vi vel tillade os at sige, at vi har været heldige. For vi har trods alt mulighed for at lave lidt andet undervejs – og ikke mindst at forkæle hinanden.

Om eftermiddagen gik der fuldstændig flagermusjagt i den – alle mand søgte alle steder – men fandt ingen flagermus. Der var ikke andet at gøre end at vente på dens natlige besøg.

Vi sejlede fortsat for motor – Biscayen var flad som Sortedamsdosseringen – vi fik dog et enkelt pust, som vi kunne sejle lidt på omkring kl. 19.00.

Lejligheden blev brugt til at tjekke motoren lidt grundigere og forsøge at få en pose ud af propellen (om der er nogen vides ikke, men vi kan da altid forsøge at få den ud). Vi fik også prøvet at give den fuld gas for lige at brænde motoren af.

Middagsmaden var det tætteste vi kan komme på noget, der ligner bøf ombord. En stegt skinke-ting fra dåse og dertil stuvede grønsager – kartofler, gulerødder og hvidkål. Og så gik der lidt feststemning i den med ferskener fra dåse og skipperkaffe.

Men ellers fortsatte vi derudaf for motor. I løbet af dagen havde vi fået en vejrudsigt, hvor der blev advaret om stormvarsel i det område vi netop kom fra. Det var jo trods alt rart, at vi også slap for den slags udfordringer – men ingen vind fra forskellige retninger er på en eller anden måden lige så deprimerende.

Der blev talt en del om alternative ruter, planer m.v. ombord - for som alle jo kan se, har vi ikke mulighed for at nå Dover som afsat i planen. Hvad det mere præcist bliver til vil I snart nok høre. 

Med Sofie bag rattet blev vi sikkert ført ud af den hylende og oprørske Biscay. Vi rundede vores mærke ca. Kl. 9.30 – ude af Biscayen, og kurs mod England. Det havde vi set frem til, for når vi nåede dertil var det stort set ligegyldigt hvor vinden kom fra, så ville vi kunne sejle. Det eneste vi ikke kunne have var vind fra Nordøst – og hvad fik vi – vind fra Nordøst! Så vi måtte banke videre for motor. Der er for nuværende også en udfordring i forbindelse med distancen til Dover eller Ramsgate (vi må se hvad det bliver) og mængden af diesel. Forhåbentlig bliver vi tilsmilet af held og får lidt vind vi kan sejle på. Også fordi vi skal råbe så højt for at kunne tale sammen.

Udover at vinden ikke rigtig ville som vi ville, så ville solen det heller ikke. Det var fortsat overskyet, men klarede lidt op i løbet af formiddagen, og vi kan afsløre, at vi nu har en vandtemperatur på 17,8 grader. Det er ved at være det halve af hvad vi havde, da vi startede fra Athen.

Mens jeg sidder og skriver dette er sejlene blevet sat, og motoren blevet slukket. Sikke et anderledes lydbillede – pludselig er det muligt at høre vandet klukke i vasken, og gasternes snakken fra cockpittet, så det føles som om man er med selv om jeg faktisk sidder og skriver om læ.

Det var starten på den helt perfekte sejlads – det klarede op og solen skinnede fra en blå himmel, og vi fik vind, så vi kunne gå mellem 5 og 7 knob. Helly Hansen termo blev pakket sammen og erstattet med T-shirts og shorts. 

Det er nu vores 10. døgn på søen og talen om bøf og bad bliver hyppigere og hyppigere – hvor bliver det lækkert at få! Hvor mange af jer der sidder og læser dette har været foruden bad i næsten 14 dage? – der er ikke ret mange af os om bord der har været – før nu!

I løbet af eftermiddagen udviklede, der sig en heftig debat om hvornår gasterne kunne blive sat af – flere havde jo forpligtelser derhjemme, der også skulle opfyldes. Det blev derfor besluttet at lægge kursen om, og gå til Torquay i stedet for Dover. Så kunne de travle gaster nå deres, samtidig med at båden kunne blive fyldt med diesel, vand og proviant - og vi andre kan forhåbentlig se frem til bad og bøf! Desværre betyder det en øget distance for båden på 20 sømil, og da vi jo i forvejen er en del forsinkede er det klart at det påvirker den resterende del af sejlplanen Vi forventer at være i Torquay i løbet af i morgen midt på dagen.

Eftermiddagen bød på et par oplevelser – først blev der hørt skud – Axel mente, at det var Concorden der skød et par skud af, og det var det bedste bud, så hvorfor ikke tro på det? Så havde vi et fiskefartøj, der mente at det med at vige først var nødvendigt, når man var 30 meter fra det andet fartøj – os altså – men han veg, om end det var lige til øllet. 

Aftenen bød igen på en koket 2 retters menu fra pantryet – lidt røget mørbrad med melon og asparges og en spaghettigryde. Det er tydeligt at mærke for hovmesteren, at vi er kommet under nordligere og koldere himmelstrøg – der spises en del mere, end da vi var under varmere forhold. Til gengæld holder vandet meget længere...

Vi havde fortsat held med vinden, og det kørte bare derud af. Vi gik vel mellem 7 og 8 knob for sejl – endelig rigtig sejlads!

Hen under aften kunne vi igen konstatere, at vores bagbords lanterne ikke helt ville som vi ville. Så Casper gik på dæk for at fikse den – og uheldigvis kom der lige en skæv sø ind, og Casper blev gennemblødt fra yderst til inderst. Så resten af vagten forsøgte han at blive tørret – og det er unægteligt svært, når der samtidig skal tages hensyn til, at der ligger en anden i køjen og forsøger, at få sin tiltrængte søvn samtidig!

Kl. 04.30 var vinden løjet fuldstændig af, så motoren måtte gøre resten af arbejdet til Torguay. Vi havde til gengæld også ædt nogle sømil i løbet af i går og i nat – 82,2 på godt 12 timer, eller 6,9 knob i snit – det er jo langt over, hvad vi hidtil har kunnet holde, men hvad vi burde forvente på en god dag. For de svage vinde kører skuden bare perfekt for sejl!

Fra morgenstunden var der heftig aktivitet, da alle kunne se, at vi nærmede os Torquay. Der blev ryddet op og gjort rent i kahytterne, pantry og salon fik en ordentlig omgang, og der blev pakket tasker hos de gaster, der skulle afmønstre. Ove havde haft kontakt med havnen, og de var vældig flinke og oplysende, og vi kunne bare komme.

En af de første beskeder vi fik var, at vi var efterlyst via SOK – det kom noget bag på os, for vi var jo lige her, og havde det i øvrigt helt fint. Så vi måtte lige kontakte SOK og fortælle, at alt var OK, og så var den potte ude. Det vil sige vi tog alle lige kontakt hjem og fortalte, at vi blot havde været lidt længere undervejs end forventet.

I følge planen skulle vi været gået fra Dover – i dag tirsdag kl. 8.00, og i stedet var vi nået til Torquay – godt nok ca. 110 sm fra Dover – så vores reelle forsinkelse er på små to døgn. Redaktøren har spurgt Skipper om en forklaring – forsinkelsen er sammensat af flere forskellige årsager – dels 2 gange et halvt døgn hvor vi måtte ligge underdrejet og "banke pæle" i Biscayen, dels ingen vind og dels noget, der kunne minde om mytteri ombord. Så alle forhold taget i betragtning er det faktisk ret godt gået.

Vi er selvfølgelig kede af hvis nogen af jer derhjemme har været nervøse, og vi kan fortælle at det værste vi har været ude for var den manglende bagbordslanterne. Ellers har vi hygget os med mad og vin som alle andre. 

Vi anløb Torguay kl. 09.05 og startede med at få fyldt diesel på. Og så havde vi lige den lille udfordring med valutaen – for som hos os selv er England jo ikke med i Euroen – det er faktisk lidt irriterende. Og det var endda ikke muligt, at betale i Euro, heldigvis var der nederst i pungen et par kreditkort, som kunne blive støvet af og brugt til lejligheden.

Vi fik anvist en plads mellem alle de store motorbåde – og startede med at få fordelt opgaver. Der skulle vaskes båd og fyldes vand, købes lidt udstyr til båden og provianteres. Tanken var at gå videre så hurtigt som muligt for at forsøge, at indhente noget af det tabte i tidsplanen.

Ove havde igen haft ørerne ude og hørte lyde fra skruen, så Casper måtte i vandet for at undersøge forholdene, og ganske rigtigt – der var bid. Det var dér en del af vores fiskesnøre var blevet af! Fantastisk hørelse den mand har! Så nu kræver fiskeri, at der samtidig sidder en "torsk" i den anden ende af snøren.

Skipper og Ove fik indkøbt en ny lanterne og den blev monteret, som en ekstra sikring fik den lige en gang gaffatape! Vanterne blev tottet lidt op, landstrømmen blev afprøvet – og den virkede, så der kom gang i opladning af mobiltelefoner. Der blev også købt lidt fansy tovværk.

Jens var som altid frisk på en svabertjans, og gud hvor det hjalp – en fin hvid båd igen, og uden at den lignede et aksebæger i cockpittet. Vand blev der også fyldt på tankene – faktisk havde vi klaret over 10 døgn, 9 mand på ca. 600 l vand – det vel ret godt gået. Men aromaen ombord har sikkert også været derefter.

Rolf og Axel afmønstrede, de ville tage toget til London – ca. 5 timer havde de fundet ud af, og så tage videre derfra. Hvad der videre er sket ved vi ikke endnu, men hører det nok en gang.

Provianteringsholdet bestod af Sofie og Pernille og det var igen lidt af en udfordring – Torguay er en dejlig by og fra Marinaen gik vi direkte op i noget, der kunne minde om Strøget – herligt for sådan et par tøser på visit – men et supermarked var det ikke nemt at finde.

Det lå selvfølgelig i den modsatte ende af byen, og vi gik og vi gik – og kunne ikke holde øjne og fingre fra alle de lækre varer der var på udsalg. Men vi fandt da et supermarked langt om længe – pudsigt sted, der var stort set kun frysebokse med færdiglavede retter. Dem var der til gengæld mange af – men at finde råvarer, f.eks. krydderier var en umulighed. Vi fik dog fundet det meste – og lidt til, for nu er vi kun 6 ombord, og vi skal forkæles lidt på den sidste del af turen.

Vi fik en superb betjening i supermarkedet– specielt, da de hørte om vores tur. Det sammen gjaldt den taxa vi prajede for at komme retur til Marinaen – der var ingen grænser for servicen.

Ove havde fortalt, at han kendte en sejlerven i Torquay, og det skulle selvfølgelig undersøges om det var muligt at kontakte hende. Det viste sig, at det var noget med flere timer i bus, så det var ikke muligt. Men da Ove talte med havnefogeden viste det sig, at havnefogedens kone bestyrede kantinen i den virksomhed, som Oves bekendte ejede – pudsigt så lille verden trods alt er! Så i stedet for et besøg får hun nu overrakt et personligt brev fra Ove.

Så var alle de tunge pligter overstået, og det var tid til lidt landlov – det første var selvfølgelig et bad – det havde vi alle længtes efter længe. Der var virkelig flotte forhold – men, og der er et MEN, det med at man selv kan vælge temperaturen på sit bad var åbenbart ikke opfundet i Torquay – mændene kunne få en kogevask mens pigerne fik en tur i koldt vand, så vi havde alle vores udfordringer med badet. Men rene og nyvaskede blev vi.

Næste punkt på programmet var at finde en BØF – vi fandt en fin lille café eller restaurant i gågade miljøet ganske tæt på havnen, og bestilte rumpesteaks – hvor var de store og lækre!! – og pommes frites, og ikke mindst pints af Guiness. Hvad mere kan man forlange. Det skulle da lige være, at Skipper tilbød en middagslur!

Og igen havde vi en pudsig oplevelse, hende der serverede for os var fra Sønderjylland, så vi kunne klare det hele på dansk.

Så skulle vi klare de sidste indkøb inden vi lagde fra igen – Ove og Skipper gik ud for at finde ekstra pærer til lanterner m.v. Det fik de ikke noget ud af så de gik retur til båden og ventede på os andre, som virkelig følte at vi havde behov for lidt ekstra landlov, så vores indkøb tog nok lige lovlig lang tid. Men til gengæld blev der også købt lidt af hvert. Der gik også lidt pigesjov i Sofie og Pernille – de skulle prøve tøj og kigge på forretninger. Jens og Casper valgte at sidde på en pub imens. Vi fik alle købt forskellige personlige ting, f.eks. bukser, sko, T-shirts, sokker m.v., så vi kan slippe for at vaske. Og ikke mindst fik vi også købt det vi gik efter – nemlig rødvin og whisky.

Da vi kom retur til båden var der afgang stort set umiddelbart efter. Kl. 17.30 lagde vi fra og sagde farvel til Torquay, som bestemt godt kan anbefales for andre. Skipper havde lavet nye vagthold. .

Da vi nu skulle gennem den Engelske kanal ville han hele tiden have 3 mand på broen, så vagthold 1 – Ove, Sofie og Casper kørte videre, mens vagthold 2, hvor alene Jens var tilbage blev suppleret med Skipper og Pernille. Det betød samtidig at de huslige forpligtelser blev fordelt på begge hold. 

Aftensmaden havde vi klaret med at købe nogle Baguettes hos en lokal bager, så det var nemt og bekvemt – og ikke mindst var der smør på brødet – og det var for første gang i 4 uger.

Det var et træt vagthold, der vækkede det næste hold. Den gode nyhed var, at vi var røget ind i tidevandet, og på trods af, at vi stort set ingen vind havde, så gik vi godt 10 kn over grunden for maskine, sejl og strøm – se det er jo noget, der kan ses af afstanden til næste way-point.

Vi passerede Isle of Wright ca. kl. 5.30, og der kom lidt sus i sejlene og båden fik lov at krænge – vi havde lige lidt fornøjelse af de vinde der skabes ind over land når der er lidt højde på. Så vi måtte i gang med at rebe Genuaen, vi lod storen stå og rundede pynten for fulde gardiner.

Kl. 06.55 var vores position: N 50.32,09 W 01.05,96. Vi havde tilbagelagt 54,6 sm fra kl.00.45 til 06.55– dvs. på 6 timer, altså 9 knob i snit – herligt..

Vi passerede Greenwich-=-linien ca. Kl. 15.00, og i øvrigt gik det rent sejladsmæssigt bare derudaf med over 6 knob. Det var fint sommervejr, så vi havde alle muligheder for at nyde det – det blev også gjort med whisky og en enkelt øl.

Ellers var der lidt stille ombord – vi kan ikke rigtig tåle de ture i land – vi bliver så forfærdelig trætte. Og da vejret og turen var vældig rolig var der mulighed for at få en lur undervejs på vagten.

Der var også en del praktisk aktivitet – tøj der blev vasket, vi skulle jo gerne have "uniformen" klar til vi lægger til, og da T-shirtene blev kigget efter havde de ærlig talt fået en lidt underlig farve – og ikke mindst lugt. Da vi rundede The White Cliffs of Dover, sagde Casper:" hvis det er Møns Klint, så er vi jo snart i Brøndby".

Vi er jo nu igen 6 ombord – og det giver jo nærmest luxurisøse forhold – god plads, ro og mulighed for lidt ekstra lækkerier fra pantryet. Vi fik lidt røget mørbrad og melon til forret, stegte kyllinger og til sidst en skipperkaffe – hvad mere kan man forlange.

Vi passerede Dover ved midnatstid – det vil sige små to døgn for sent i forhold til planen, men forventningen ombord er stadig at det ikke er umuligt at nå Brøndby til søndag. Men meget afhænger af vind, vejr og held.

I løbet af natten blev trafiksepareringszonerne i Dover Strait passeret – det skete helt gnidningsløst, og vi kan jo sige, at her var det en fordel at vi ikke havde noget vind, for at passere i hårdt vejr kunne nok have været en udfordring.

Vi så en del ankerliggere og i det hele taget var der mange andre skibe omkring os – en helt ny situation, som vi også skal vænne os til.

Som alle de andre dage havde vi også i dag fået en vejrudsigt, der sagde svage vinde fra nordøst. Det tog vi os nu ikke så meget af, for vejrudsigterne har ikke haft for vane overhovedet at passe under hele turen – men selvfølgelig skulle den lige passe i dag – og det eneste vi ikke havde brug for var vind for nordøst!

Nå, men sådan er det altså, og vi fortsætter med at gå for maskine, for frem det kommer vi trods alt, og strøm og tidevand hjælper os da også lidt på vej.

Det så igen ud til at blive en pæn sommerdag – lækkert. Desværre fortsat med vinden ind i snotten. Og sådan så det ud til at ville blive ved!!! Det er efterhånden lidt nedslående, at vi ikke bare kan have en lille smule held med os – men fremad kommer vi da.

Der er ikke så meget at berette om dagen i dag – just another day on the boat! Det skulle da lige være en fiskerbåd, som absolut synes at vi skulle vige op til flere gange – vi tror, at han fandt det morsomt, at sejle frem og tilbage foran os fra styrbord, så vi skiftevis kunne tage farten af motoren eller sætte den op, så vi kunne undgå ham – Et fjols kunne vi hurtigt blive enige om, at han var.

Bortset fra vinden, som betyder, at vi ligger og "banker pæle" gennem søerne, så er det rimeligt pænt vejr. Pælebankeriet betyder desværre også at vi bliver trætte, og det er hårdt at være rorsmand, lige som alle andre opgaver ombord også besværliggøres.

Ellers er der at berette, at det var dagen, hvor Blue Line 4 passerede både England, Frankrig, Belgien og nu sejler langs Hollands kyst. Med den hastighed tingene foregår om bord, siger det vel sig selv at vi opgav at skifte gæsteflag – vi valgte i stedet at sætte EU-flaget, så har vi nok klaret den nogenlunde.

Sidst på eftermiddagen fik vi dog travlt – vejrmeldingen sagde kulingvarsel – og nu kunne det jo bedst passe, at det netop skulle være den ene vejrmelding som passede. Der blev skalket luger, der blev stuvet af vejen, der blev rebet sejl, lugerne til salonen blev fundet frem, livliner og redningsveste til alle mand lå klar og ikke mindst fandt hver især det varme outfit frem.

Det var først forventningen at stormen skulle komme i løbet af aftenen, så der var mulighed for at pantryet sørgede for at der var noget at stå i mod med. Menuen stod på oksesteg med bagte kartofler og ratatoui.

Så var det ellers på pladserne – det blæste godt, og selvfølgelig stadig ind i næsen, så der var noget at se til for rorgængerne.

Omkring kl. 23.30 var det vist på sit højeste men storm og kuling var der ikke tale om. Ove kunne overbringe det glade budskab om aflysning af stormen da han purrede natholdet kl. 02.00.

Vi lå stadig og slog ind i bølgerne – og som Skipper sagde: " vi har sejlet på Middelhavet, Atlanterhavet, Biscayen, Den engelske kanal og nu Nordsøen – og hvor er det vi skal opleve bølgerne – i Nordsøen!". Vi håber stadig på, at vi kan få lidt hjælp fra vejret – og evt. lidt medstrøm for det er noget trist at sejle på denne måde.

Nu er det overskyet og trist vejr, ikke specielt koldt, men heller ikke opmuntrende – så den del må vi selv sørge for. I øvrigt er vandtemperaturen p.t. 17,8 grader.

På et tidspunkt i løbet formiddagen besluttede Ove, at nu skulle vi se om ikke vi kunne få glæde af den vind der var – Genuaen blev sat. Og pludselig bredte der sig en duft af "vi ved ikke hvad" – fisk! Var det mon Caspars sko igen? – nej, de hængte nok så fint ude på badeplatformen – Ove havde tidligere beordret vask af sko. Så var det vi kiggede ud til bagbordsside, og der lå en død hval med bugen i vejret – selvfølgelig omgivet af måger, der var igang med at indtage et festmåltid.

Den var bare kæmpestor – det tog vel 5 minutter at sejle forbi – det var i alle tilfælde Oves bud.

Det blev for en kort stund helt perfekt sejlvejr, og vi gik godt 8 knob for en bidevind. Desværre var glæden kort fordi vi skulle runde et "hjørne" omkring Texel, hvor der er nogle lavvandede områder.

Ellers fik vi opklaring i løbet af dagen, og det var igen tid til at nyde en øl i solen, mens der blev tørret madresser, vasket T-shirts og andre praktiske gøremål. Det er også noget anderledes at sejle her i Nordsøen – dels er der de små korte krappe bølger, som Skipper irriterer sig over (det gør vi andre i øvrigt også), dels kan vi se land stort set hele tiden, og så er der en bunke trafik, boreplatforme m.v. – så der er hele tiden noget at se på.

Resten af dagen kørte vi for maskine – støttet af sejl, og efterhånden kunne vi godt se, at selv de mest positive beregninger ikke kunne klare, at vi nåede hjem til Søndag. Vores plan er derfor – lige nu – at vi i stedet for at tage til Brøndby tager til KORSØR og afmønstrer. Det skyldes at Blue Line 4 skal videre på sommerferie med familie og venner på Langeland.

Vores store udfordring er nu hvornår vi når til Kieler-kanalen, for der må vi nemlig kun komme igennem i de lyse timer. Er vi heldige når vi det lørdag aften – men vi forventer først at blive lukket igennem søndag morgen kl. 03.00.

Med den forudsætning burde vi kunne være i Korsør natten mellem mandag og tirsdag.

Vi skal selvfølgelig nok holde jer alle sammen underrettede via siden her, når vi ved noget mere præcist om vores ankomst tidspunkt – men regn med at det bliver Korsør.

Ellers gik dagen med spisning og vagter – aftensmaden stod på Spansk kartoffelsuppe, der i dagens anledning blev omdøbt til Nordsø-suppe – den varmede dejligt, og alle hvidløgene tager det værste af de øvrige aromaer, der er ombord.

Lørdag den 20. juli 2002

I løbet af fredagen havde vi fået 3 vejrmeldinger – rigtig gættet – de var alle forskellige, den ene varslede endda op til 8 Beaufort!! Ja, det er noget komplet håbløst noget – så som rigtige sømænd, stikker vi fingeren i vejret, kigger ud over horisonten, og beslutter selv hvordan vi tror vejret vil blive.

I løbet af natten var det ganske roligt, og vi satte på et tidspunkt genuaen til hjælp for store og maskine, så lige nu kl. 04.30 løber vi 7,5 knop.

Så var det igen tid for morgenmad til besætningen – og der blev i pantryet kokkereret med scrambled eggs og bacon – men midt i stegningen lød, der en højest mærkværdig lyd fra maskinen! Æg måtte være æg – Skipper flådede brutalt i de forskellige håndtag til maskinen – først den ene vej og så den anden vej, men maskinen havde ligesom sin egen vilje. Den ville ikke mere!

Det viste sig heldigvis at være fordi den ene tank var tom, og at der var lukket for den anden. Uheldigvis nåede maskinen at gå ud inden vi fik skiftet over, men efter et par forsøg fik vi da startet igen, og der var åbent for tankkapaciteten.

Casper skulle lige en tur i maskinrummet for at "pille" – og som han sagde det kostede 1 E at få det gjort og 100.000 E for at få at vide hvad det var han gjorde. Så kørte vi igen derudaf, og kunne nyde vores morgenmad i ro.

Nu er vi kommet så langt nordpå, at vi også har set sæler – Jens mente, det var en skaldet strandvasker. De ligger bare der og kigger op ad vandet, og ser så søde og nysgerrige ud – gad vide hvad de tænker!

Det var jævnt trist vejr i løbet af formiddagen, men det klarede op hen ad eftermiddagen, og vi fik sol og varme. Vandtemperaturen er også på vej op – vi har p.t. 18,3 grader.

Vores udfordring lige nu er at nå Kielerkanalen, så vi kan blive lukket ind i aften – det har meget at gøre med medstrøm, tidevand og dermed den fart vi kan holde.

Det er også helt underligt at vi i øjeblikket kan tælle mindst 20 – 30 skibe når vi kigger os rundt, og oven i købet sejlskibe, så vi har også måttet finde sejlerhilsenen frem igen. Når vi tænker tilbage på perioder, hvor vi overhovedet ikke mødte nogen, så er det meget anderledes.

Vi fik fyldt dieselen fra reservedunken på tankene – Skipper kunne et trick, som Jens gerne ville have kunnet dengang han kørte på knallert (jeg må hellere lade være med at fortælle til hvad).

Vi fik sat det tyske gæsteflag, og ikke mindst ledte vi efter motortrekanten....... Vi har ladet os fortælle at tyskerne er rappe til at udskrive en bøde, hvis ikke den er oppe. I gemmerne fandt vi en radarreflektor og en ankerkugle, men på rigtig græsk manér – ingen motortrekant! Så var det igen i gang med kreativiteten – en pøs og en sort sæk – det ligner faktisk meget godt på afstand, og op i vanterne, så var den fikset.

Bare ikke nogen kigger nærmere på skriften på sækken, der indeholder en del græske tegn og gerninger. .

kl. 16.55 står farten over grunden glædeligt nok på 7,7 knob, så det skrider vældig fint fremad.

Vi blev ved med at kunne holde fart på mellem 7 og 9 knob – dejligt opløftende. Og pludselig havde vi land vældig tæt på. For os hvor land har været noget man kan skimte 10 til 20 sm i horisonten bliver det meget bekymrende, at det er så tæt på, og der bliver skævet en ekstra gang til dybdemåleren.

Vi skulle lige prøve tankene af, og det gik vældig fint indtil vi fandt ud af at vi havde lukket for begge tanke samtidig – det kunne maskinen alligevel ikke lide, så den strejkede – så var det påén igen. Skipper ville gerne være sikkker på, at vi havde diesel nok og besluttede at vi ville gå til Cuxhaven for at tanke. Vi kaldte dem – men der var ikke diesel at få sådan en lørdag eftermiddag/aften. Så der var ikke andet at gøre end at holde på.

Vi fik også kontakt hjem til i løbet af eftermiddagen – og af forskellige årsager er det nødvendigt at Pernille og Casper afmønstrer. Det viste sig, at der var en umådelig fin og udsøgt service fra Pernilles mor og papfar – de tilbød at hente Pernille og Casper i Rendsburg! – nu må vi så se om vi kan få alle enderne til at nå sammen.

Det var straks værre, da Skipper spurgte hvem af de tilbageværende, der ville overtage hovmestertjansen........... Larmende tavshed......... endnu mere tavshed..men de får vel et eller andet at spise på et tidspunkt???? Ellers klarer de sig nok også foruden – bare der er øl nok!

Vi er her kl. 21.15 stærkt på vej til at nå Kielerkananalen inden den lukker.

Det er nu endelig afgjort, at Blue Line 4 går til Korsør i stedet for Brøndby – forventet ankomst mandag aften/nat – Skipper overtager redaktøropgaven, og I vil selvfølgelig blive underrettet ad denne vej.

Som redaktør må jeg sige, at det er lidt trist at skulle forlade skibet i utide, selv om det kun er 1 til 2 døgn jeg kommer til at mangle. Det er samtidig også tiden hvor tankerne flyver – man glæder sig til at der skal ske noget nyt, samtidig med at det er noget trist, at denne del af ens liv er overstået – hvad vægter mon mest??? – Det vil jeg finde ud af i den nærmeste fremtid. Det skal ingen hemmelighed være at 5 uger på vandet i dette lille samfund, giver én nogle ganske andre tanker og reflektioner over livet.

Men det jeg egentlig ville – inden jeg bliver for filosofisk – var at sige tak for denne gang – og overlade hvervet til Skipper, ind til jeg igen påmønstrer. Forhåbentlig mandag nat i Korsør.

Vi nåede aftensmaden – karrygryde og abemad til dessert (hvorfor mon hovmesteren havde fundet på det?) Og vi nåede præcis også at komme til Kielerkanalen 2 minutter i 21.30 – altså inden lukketid. Men det forhindrede jo ikke, at der var røde lys alle vegne, og i øvrigt særdeles vanskeligt at finde ud af hvor og hvornår vi måtte sejle ind. Men Skippers stædige temperament gjorde at vi baljede rundt i vel næsten 1 time for så til sidst at blive lukket ind sammen med et enormt skib fra Panama. Vi fik fortøjret til ponton-broen, og lå så og ventede på at blive lukket ud af slusen og helt ind i kanalen....

Det skete også, og så skulle vi bare finde Brunsbüttel havn, hvor vi skulle ligge til kl. 03.00 for at måtte sejle videre gennem kanalen – det vil sige vi skulle også lige have fyldt tankene inden vi kunne sejle videre. MEN,men som I jo ved har vi ikke ligefrem været forfulgt af held, og heller ikke denne gang.

Brunsbüttel havn var totalt fyldt – var vi gået derind havde vi fuldstændig lukket havnehullet. Så det var ud igen, og det var ærlig talt meget vanskeligt at orientere sig i det lyshav fra land, kæmpeskibe og færger der omgiver kanalen. Jens kunne huske at tankanlægget lå ca. 500 meter længere fremme og det blev så beslutningen – vi lagde til der og så kunne vi om ikke andet få diesel – troede vi.

Vi havde stort set fået lagt til, så kom en "venlig" tysker og fortalte, at der kunne vi ikke ligge, der kom en damper i løbet af natten – well, OK vi er nok mindre, så vi måtte heller fordufte. Han fortalte os også, at vi først kunne få diesel kl. 08.00 i morgen tidlig – og det duede jo ligesom heller ikke!

(Ordnung muss sein!). Vi kunne lægge til ovre på den  anden side af kanalen sagde han og pegede.

Så måtte vi på tværs af kanalens lyshav og kæmpeskibe, der kom i en lind strøm – det lykkedes nu også fint, men at finde en plads var en anden sag. Efter et stykke tid besluttede Skipper, at vi lagde os uden på en tankbåd og håbede på, at han ikke skulle ud på en søndag – og måske han kunne give os lidt diesel. Vi havde ikke andre muligheder, planen var så at stå op ca. Kl. 07.00 og lægge os i kø på tankbroen, så vi kunne komme afsted så tidligt som muligt.

Der blev sendt rekognonseringshold ud for at se om der var en tank, eller andre steder hvor vi kunne købe f.eks. proviant – Jens fortalte at byen lå på den anden side, så det eneste de fandt var en kiosk, hvor der kunne købes smøger – det var også tiltrængt for vi havde alle være for nærrige til at købe i England, hvor de kostede 4,5 pund pakken!

Vi sad og hyggede os med en godnatøl og lidt chips. Så kom der et andet sejlskib og spurgte om de måtte lægge sig uden på os – vi fortalte dem om situationen med tankbåden. Det var helt OK for dem. De fortalte at de havde bøvl med motoren, og vi delte lige et par øller med dem efter at de havde lagt til. Casper blev som Chief Engeenier hidkaldt til den tyske båd, og fik fikset deres motorproblemer. Det meste af natten led, Skipper, Jens og Casper for båden og drak øl med den tyske besætning på den anden båd. Til sidst gav det da også pote – vi fik lov at købe 30 l diesel. Det er nok til at vi kan komme til Rendsburg, hvor Casper og Pernille skal sættes af. Og hvor skibet forhåbentlig også kan få fyldt tankene og proviantere.

Så var det for nogen køjetid – kl. var vel ca. 03.00.

Kl. 04.30 lagde vi fra (kun 1,5 time forsinket i forhold til det oprindeligt planlagte) og sejlede ind i kanalen – en ganske anderledes form for sejlads. 

Nu er kl. 08.42 og vi er 40 km inde i kanalen.

I skrivende stund har vi forladt Kieler Kanalen og er på vej ud af Kieler Bugt med kurs sønden om Langeland for at nå endemålet for rejsen – Korsør, som nævnt i tidligere dagbogsafsnit.

Og til de trofaste lyttere og seere, der har fulgt med på Blue Line 4’s hjemmeside, skal det anstændigvis nævnes at dette dagbogsafsnit er forfattet af skipper, idet hovmester, skipperfrue og dagbogsredaktør alias Pernille har fået fast grund under fødderne da hun og Blue Line 4’s maskinchef Casper afmønstrede i Kieler Kanalen tidligere i dag.

Når dette så er nævnt håber jeg at I bærer over med min måske meget anderledes måde at anvende computerens taster på.

Af sidste dagbogs - update nævner Pernille at hun desværre må afmønstre før tid.  Og for lige at afmystifisere dette, vil jeg nævne at dette sker i en glædelig anledning, da skipper og frue venter børn. ALTSÅ ikke sådan at forstå at der var noget overhængende i gære hos Pernille, men det drejer sig ganske enkelt om skippers 2 letmatroser på hhv. 9 og 11, der senere sammen med Pernille skal påmønstre i Korsør. Vi skal nemlig holde 2 ugers dejlig sejlerferie i Danmark sammen med børnene, startende med musikbraget på Langeland efterfulgt af en gang hyggesejlads.

Udover børnene påmønstrer samtidig en af børnenes kammerater og hans familie, så vi igen får fyldt skibet op med dejlige og glade mennesker. (JA, man bliver nok lidt afhængig af det gode selskab efter 5 intense uger på vandet).

Og et stort tak til Casper for at han holdt liv i maskinen hele vejen hjem fra Middelhavet.

MEN nu tilbage til det det rent faktisk drejer sig om, nemlig sejladsen efter jeg har overtaget skribentjobbet.

Vi anløb Rendsburg i Kieler Kanalen for at tanke vand, diesel og proviant samt for at sætte Pernille og Casper af. De blev planmæssigt afhentet af min elskelige sviermoder (mon der mangler et g..?) og papsvigerfar Knud, de drog af sted efter nogle split-sekunders velkomstknus og afskedskram. Da jeg lige havde været i bad og påført mig såvel deo som aftershave antog jeg at dette ikke kunne være årsagen til den kvikke abfart. Måske min efterhånden omfattende skægvækst (ubarberet siden Gibraltar...!) kunne være medvirkende MEN nej.

Det var naturligvis svigers minutiøst planlagte køretur og færgereservation retur til det danske, der var årsagen og jeg kunne straks ånde lettet op. Tak for hjælpen til svigermor og –pap.

Når nu katten var draget af sted kunne skibsmusene rigtigt boltre sig. Og vi 4 resterende bestående af undertegnede, Miss Sofie, Tuffe Jens og Mr. Gaffa – alias Ove måtte straks efter overstået proviantering kaste os over et bøf-orgie i marinaens gasthaus. Efter at have skyllet dette overdådige måltid ned med et par flasker af de ædle dråber, var vi klar til den videre færd.

Skipper var dog nået et punkt hvor de sidste flere døgns mangel på søvn, bevirkede at han blev beordret i køjen kort efter afgang fra Rendsburg. Og det passede nok skipper vældigt fint, da vejret bød på konstant regn i lårtykke stråler og udbyttet blev til næsten 2 timers søvn, inden han igen blev purret grundet anløb af slusen i Kiel. Efter endt gennemslusning, betaling og køb af lidt godter i slusekiosken var der igen afgang mod Dänemark i fortsat regn.

Men pyt med regnen bare vi har det rart. Og det har vi alle 4. Det bedste af det hele er at vi lige nu rent faktisk og for første gang i meget laaannggg tid oplever en vind fra agten for tværs og hvor vi kan sejle for fulde sejl godt med slæk på skøderne. For ikke at komme helt ud af vanen er maskinen dog stadig i gang og vi tonser der-ud-af med ca. 8 knob.

Til alle jer der overvejer at overraske os med en rød løber, champagne og et væld at vinkende og vajende Dannebrog kan jeg oplyse, at vi regner med at anløbe Korsør mandag, den 22. juli 2002 kl. 07.00 – BEMÆRK at det faktisk er lige om lidt.

Hvis I har problemer med at komme ud af kanen så tidligt er det OK med skipper og besætning, at der simuleres et senere anløb end 07.30.

I er velkomne til at sende en SMS til skippertelefonen om dette punkt.

På snarligt gensyn fra skipper og besætning

Kl 06.00 blev målet for turen nået.

Vi ankom før end beregnet til Korsør, hvilket naturligvis var en overraskelse for alle ombord, idet stort set alle vore tidligere estimater undervejs på turen som oftest blev overskredet den gale vej. Men så snart Blue Line 4 nærmede sig danske farvande kom vinden i rigelige mængder og fra retninger der gav god fart mod målet.

Efter at have forladt Kieler Bugt fik vi en frisk og relativt konstant vind fra SV-V-lig retning og vi gik mellem 7-8 knob for sejl. Ganske vist i traditionelt dansk sommervejr – koldt og vådt, men skidt med det så længe målet nærmede sig med raske skridt. Godt krydret med bølger og strøm blev det lidt af en udfordring for rorgængerne at holde Blue Line 4 fri for ufrivillige bomninger hele vejen hjem. Men alt gik planmæssigt og uden overraskelser, uagtet at den resterende del af besætningen efterhånden var godt møre og trætte. Det bør nævnes at de 4 personer ombord havde taget hele turen med fra Athen og derfor med rette kan triumfere over en fuldført mission.

Blue Line 4 blev efter anduvning af Korsør lystbådehavn forsvarligt fortøjet til en af de yderste ledige pladser på bro 3 og straks efter gik Sofie og Jens på jagt efter en restaurant alternativt en bager, som kunne diske op med et dansk morgenbord, der inkluderede lurpak smør, som vi ikke havde smagt i 5 uger. Det blev brød fra bageren og til et lækkert morgenbord i salonen ombord.

Morgenbordet blev suppleret med en lille skarp fra den efterhånden slunkne spritbeholdning. Der blev guffet danske rundstykker og tebirkes, samt skålet for veludført sejlads. Samtidigt blev der SMS’et og telefoneret til familie og venner om ankomsten og aftalt hjemtransport.

Kl. 10.30 var skipper eneste mand ombord, da Sofie, Jens og Ove havde pakket alle deres pakkenelliker og var draget mod deres landfaste opholdssteder.

Der var udsendt kulingvarsel og minsandten om ikke denne vejrprognose holdt for første gang på turen. Imens skipper gennemførte lidt småreparationer og oprydning ombord tog vinden og søerne til og blev til kuling.

Ved godt middagstid hoppede skipper i køjen for en velfortjent lur og ca. 16.30 blev han vækket af kyssene fra 2 glade børn, som havde savnet deres far og som glædede sig til en dejlig sejlerferie.

Hermed slutter dagbogsbeskrivelserne fra sejladsen Athen-København med Blue Line 4. Da hjemmesiden nu er blevet permanent vil der selvfølgelig løbende dukke nye beretninger op om vore oplevelser ombord i Blue Line 4 – SO, STAY TUNED.

Slutteligt skal Pernille og jeg takke alle dem der har støttet projektet, såvel direkte som indirekte, herunder forståelsen fra såvel Pernilles som min arbejdsplads. Men ikke mindst en stor tak til deltagende gaster, der sikrede at projektet blev en succes.

Om gasternes bedrift kan ikke siges nok og det er måske svært at forholde sig til for udenforstående. Men prøv at forestille jer at holde 5 ugers ferie, som reelt består af 6 timers arbejde, 6 timers fritid, 6 timers arbejde, 6 timers fritid, 6 tim.............. Og så i en båd hvor vejr, vind og bølger gør sig stor umage for at spolere dine muligheder for at sove, men hvor du alligevel skal være på dupperne hele tiden, selvom dine kræfter primært bruges på at holde balancenerven i ro. Det er faktisk utroligt udmarvende.

En sådan sejlads er selvfølgelig også fyldt med positive oplevelser, hvilket de tidligere dagbogs fortællinger gerne skulle give indtryk af.

Men der skal ikke herske tvivl om at en sådant tidsmæssigt komprimeret projekt kræver mennesker at en helt speciel støbning. Og nogle af dem havde vi fornøjelsen af at møde.

Til de statistisk orienterede kan følgende oplyses:

- Planlagt distance over grunden: 3.520 sømil
- Realiseret distance over grunden: 3.685 sømil
- Planlagt afgang: 18.06.2002 kl. 08.00 (Athen)
- Realiseret afgang: 18.06.2002 kl. 18.00 (Athen)
- Planlagt målgang: 21.07.2002 kl. 08.00 (Brøndby)
- Realiseret målgang: 22.07.2002 kl. 06.00 (Korsør)

Tilbage til toppen