Dagbog uge 3- 30 juni til 6 juli 2002



Retur til oversigtssiden om turen

Søndag d. 30. juni 2002

Klokken 07.45 kom taxaen, som skulle transportere Steen til lufthavnen, og Stig og Birgit ud til nye eventyr.

Besætningen om bord havde fået lov at låne forskellige effekter af Stig og Birgit, bl.a. noget termotøj, og Stigs fantastiske kikkert – det er vi vældig glade for. Vi andre gjorde skibet klart til afgang, og lagde fra kl. 08.00. Vi gik ud af havnen for motor, og ellers var det tid til sejl allerede kl. 8.30. Skipper besluttede sammen med besætningen nye vagthold (på distancen til Gibraltar er vi 6 mand ombord) – Hold 1 Ove og Sofie, Hold 2 Rolf og Jens, Hovmester Pernille (her vil nogle givetvis undre sig – men ind til videre har besætningen overlevet, enkelte har også smilet når de har fået mad!) og Skipper Rune lidt hist og her. Pernille og Rune kan tilkaldes og indsættes på vagtholdene når der er behov for det – ex i hårdt vejr.

Den næste debat drejede sig om kahytsfordeling, og den kom der meget sjov ud af – som Jens sagde:" det er jo ikke helt ligegyldigt hvem, man deler lokum med - det skulle jo helst ikke blive til offentlige toiletter". Alt forløb stille, roligt og fornøjeligt. Ved første vagtskifte kl. 14.00 tog vinden til, og vi drønede bare derudaf.

Kl. 20.30 bjergede vi Genuaen og fortsatte for Store. Det blev en hård dag og nat – men samtidig et døgn, hvor vi fik tilbagelagt nogle mil. Kl. 23.49 blev motoren sat som støtte for storen.

Der blev i løbet af dagen igen sat ny fartrekord – 12,06 kn gennem vandet – hvem, der stod bag roret er uvist, men Rolf havde ikke noget imod at påtage sig rekorden. Vi havde knap nok indarbejdet de nye rutiner med 6 mand ombord, før vi havde brug for dem – det blev en nat med mange overraskelser.

Mandag d. 1. juli 2002

Natten var ikke stille som den plejede – tværtimod, der var masser af vind, lyn og torden, så det betød at vi slog alt elektrisk udstyr fra for at sikre, at det ikke kom noget til. Vi tog også begge sejl ned og sejlede for motor.

Vi fik også regn – og sikke nogle dråber! Der skete heldigvis ingenting – udover en masse trætte, våde og klamme besætningsmedlemmer – for hårdt arbejde det var det ( nok også fordi vi alle højest havde fået 3 timers søvn i Cala Dor).

At vi nu er færre på skibet betyder også at der er mere fredeligt – og det benytter frivagten sig af, da der er væsentlig større mulighed for at sove.

I løbet af det sidste døgn var vi tæt på at nå foregående døgns sejlmål – vi nåede 164,8 sm fra kl. 8,00 i går til 8.00 i dag, svarende til en gennemsnitsfart på 6,87.

Da solen steg smuk, rød og rund af sin vugge kunne vi se at det ikke kun var solen, der var rød, det var skibet også nået at blive – formodentlig sand fra Sahara, der var kommet med regnen om natten – så herrens så det ud.

Om formiddagen havde vi fornøjelsen af kæmpedønninger fra nattens storm – heldigvis kunne vi rulle på dem, og de gav os medstrøm.

Alle var godt "mørbankede" oven på nattens strabadser – så der var brug for lidt ekstra fra Pantryet. Det blev til en 3 rettes let frokost.

På et tidspunkt fandt Sofie også ud af at vi var blevet angrebet af udefra kommende væsener, men vi havde redet det værste af. Angrebet var en blæksprutte! - den lå på rorgængerpladsen – og pludselig kunne Rolf bedre forstå, hvad det var der havde kildet ham på tæerne i løbet af nattevagten.

Vi måtte opgive, at bruge sprutten til mad, det var den altså for bitte til – og den fik en udenbords skæbne.

Vi sluttede dagen rigtigt festligt – for nu var det stille vejr – vi forud fejrede Rolfs fødselsdag – det foregik med frikadeller, sovs, kartofler og salat – og sandelig om ikke Skipper hev havebordet frem af dybet, så vi kunne sidde og nyde måltidet ved et bord! Vi var jo ikke sikre på om vi fik muligheden for den slags udskejelser senere, og hvis vi gjorde, så kan en god gerning jo ikke gøres for tit.

Tirsdag d. 2. juli 2002

Hele natten havde vi kørt for maskine, og holdt kurs – farten havde ligget på ca. 5 til 6 kn. Der var morgensamling og morgenmad kl. 8.00. Kl. 09.09 var der så meget vind, at vi valgte at sætte sejlene – der er dog tale om en vestenvind, så vi tager en kursafstikker på en foran for tværs.

Vi blev belønnet med et mega delfinshow – 10 til 12 delfiner fulgte båden, og sprang lystigt ude foran – det var rigtig fantastisk. Vi mødte en fransk sejlbåd, og Ove havde fået plukveer, så han gik for sig selv. Ellers en stille og rolig formiddag ombord. Det vil sige, Skipper skulle lige se nærmere på bådens kikkert – han tog den ud og konstaterede at "den er sgu ikke bedre værd end at kaste i havet" – og det gjorde han så ! (Mads og Mikkel –jeg tror, at jeres far savner jer til at holde ham i ørerne). Så nu skal der nok købes en kikkert på Gibraltar.

Og fra teamet på Blue Line 4 – tillykke med fødselsdagen Birgit, vi håber, at du og Stig har fundet et sted, hvor I rigtig kan hygge jer, og fejre den på behørig vis. Om bord vil vi nok dele en ekstra flaske vin til maden i aften og råbe hurra – håber du kan høre det.

Ca. Kl. 12.00 tiltog vinden – 10 til 12 m/sec og vi kørte derudaf – desværre ikke på kurs, men vi fik sejlet nogle ben. Nu er kl. 15.32 og vi håber på at det nu lykkes os, at få rigtig retning mod vores waypoint.

Jens stod ved roret, og havde konstateret, at det var nødvendigt at have en vindtæt jakke på – men regnvejr var det jo heldigvis ikke – og så sejlede han lige skævt på en sø, og hele mandskabet blev vådt!

Vi kører fortsat derud, og nu hvor kl. er 16.59, har vi igen mobiltelefonkontakt

Vi havde fra kl. 09.09 til kl. 20.40 sejlet 80 sm – ca. 6,9 kn i gennemsnit, og det kunne vi jo godt være glade for, men for der er et MEN vi havde desværre kun nærmet os 20 sm til målet, altså en fart mod målet på 1,74 kn – og det kunne vi jo ikke nå frem og hente gaster til tiden af! Så noget måtte gøres.

Vinden var ikke rigtig med os – vi havde den lige ind i næsen, så det blev motoren.
Vi er nu ved at passere Carboneras, hvor stoppet San Jose ligger, men med kurs mod Gibraltar, dvs. endnu 164 sømil inden vi når frem til en havn. Men ellers var humøret højt for det var en pragtfuld sejloplevelse og rorgængerne fik lov at prøve kræfter.

Til gengæld gik det ud over forplejningen, som bestod af håndmadder til frokost – og der er meget morskab ombord omkring den italienske spegepølse, som er så sej, at den kan kæntre en hel rugbrødsmad.

Middagsmaden blev også "skålemad" – og hovmesteren har på nuværende tidspunkt fået rigtig pantryaftryk – det vil sige blå mærker på stibe i begge sider i hoftehøjde. Fra besætningen lyder der stor ros til Skippers reaktionsevner – Rolf stod i luv side med skødet, og hvad tror I der skete med Rolfs kasket, ganske rigtigt den havde retning udenbords. På mirakuløs vis lykkedes det Rune at fange den i flugten – så Rolf har stadig sin kasket.

Nu er det jo ved at være dagligdag at vi har ca. 30 minutters delfinshow med højtspringende delfiner – men vi finder det fortsat lige så fascinerende som første gang vi så dem. De glider sagte gennem vandet, svømmer ret foran stævnen på båden, og når de finder det passende giver de en opvisning i spring – imponerende.

Ove og Skipper fik kreative tanker omkring løsning af indhalerlinen til Genuaen – det var en større konstruktion, som de skal se om de kan få til at fungere i morgen.

Ellers var det en fredelig aften – ja, det vil sige indtil der kom blæsende et skib op i hækken på os – Ove forsøgte uden held at få radiokontakt – deres næste skridt var en kæmpeprojektør der blev tændt og lyste over på os.

Det var den spanske kystvagt, og de var tilsyneladende tilfredse med hvad de så, for i alle tilfælde forsvandt de igen – lige så hurtigt som de var kommet – og iøvrigt uden et ord! Vagtholdet var samtidig i gang med de store fødselsdagsforberedelser til Rolfs fødselsdag i morgen. Ud af små sider i en bog blev der klippet og malet dannebrog - hængt på flagline og sat op i spray-hooden – festligt skulle det være!

Det er også her redaktøren og hovmesteren i forening vil bringe en tak og et ønske – ikke til søens folk – men til Lulle – Jens´s kone. Takken går på den lille sorte bog, Jens havde med til at skrive historier i – den har vist sig at være en ganske uundværligt værktøj for redaktør og hovmester – så Lulle, du må ikke skælde Jens ud når han ikke har skrevet historier. Hver en side bliver brugt!

Og så vil vi da også herfra sige tillykke med at du blev optaget på diætistskolen (den del kunne hovmesteren have god gavn af – så du må med næste gang!). Jeg skulle også hilse fra Jens og sige, at han savner dig!

Onsdag d. 3. juli 2002

Den første oplevelse var kl. 02.00 ved vagtskifte. Rolf kom op og så flaggiuarlanden, der blev sunget fødselsdagssang og drukket øl. Han var helt rørt – og om ikke andet så overrasket.

Det er også her redaktøren må indskyde en bemærkning – vi har hørt rigtig mange fantastiske historier om Rolf´s og Kirstens ture i specielt Spanien og Venezuela. Og Kirsten – du skal vide, at Rolf venter i stor spænding på at du ringer i aften for at ønske ham tillykke – det har han virkelig set frem til. Han har også indrømmet at det er dig, der er bedst til at trimme sejl – men han håber at kunne "slå" dig når han kommer hjem.

. Det var ellers en perfekt sejldag – vi satte sejl kl. 10.55 – desværre var der for lidt vind, så vi måtte ty til motoren igen kl. 16.20. Ellers var dagen præget af at alle gik "amok" - pantry og salon blev vasket over med Ajax, der blev vasket tøj, der blev luftet sengelinned og der blev gjort rent på toiletter – man kunne blive helt bange. Ikke mindst fordi det var alle mand, der var i gang med den slags sysler. Ove siger her, at han også savner sine kone Ebba – til at vaske! (Jeg tror, Ebba, at du kender ham så godt at du ved hvor meget han savner dig).

Skipper, Ove og Jens var også i fuld gang med småreparationer rundt om på skibet – så vi forhåbentlig undgår, at få vand ind igen – det er lidt anstrengende at læse bøger, hvor hver anden side er klistret sammen – lige som en pose sukker opløst i saltvand heller ikke er for lækker.

Vi har siden i går aftes sejlet slangs den Spanske sydkyst med kurs mod Gibraltar, hvor vi forventer at være i morgen formiddag kl. ca. 11.00.

Torsdag d. 4. juli 2002

Det blev ikke bedre i løbet af natten – trods en stor indsats fra besætningen var resultatet det samme – skuden drev rundt lidt på må og få. Så kl. 06.00 satte vi igen motoren. Ved morgensamlingen blev der regnet og regeret på vores rest dieselkapacitet (vi havde ikke tanket på Mallorca), og beslutningen var at vi skulle ind til omkring 20 sm fra kysten, før vi kunne bruge motor, og være sikre på, at vi havde brændstof nok. Kl. 11.00 satte vi sejl.

et der havde drillet os siden i går aftes var, at vi ikke havde taget højde for at tidevandet fra Gibraltar havde så stor betydning for modstrøm – på et tidspunkt skød vi 5,5 gennem vandet – det gav 1,8 over grunden! Og det var der ligesom slet ikke diesel nok til. Så vi sejlede for sejl, og ind i mellem med ganske fin fart og kurs – bare ikke nok.

Vi havde en oplevelse med Bestore Due, Augusta – en ordentlig børge af et fragtskib – hun havde ikke tænkt sig at vige, så vi måtte slække genuaen ud for at tage farten af båden og gå agten om hende – det var lige hvad vi havde brug for nu, da vi endelig havde lidt fart i båden. Skipper prøvede endda radioen, men det eneste han hørte var "vi sejler med 20 kn, så vi kan ikke lægge kurs om!" – så skide da værd med de skibstrafikale regler!

Og tro det eller ej, 30 minutter senere gentog "optrinnet" sig med et skib som vi kun kunne identificere som "JKDS" – men han nåede lige akkurat at gå foran os – til gengæld fik vi gavn af hans hækbølge – og igen blev farten taget af båden.

Men kan vi ikke andet, så kan vi da glæde os over et fantastisk vejr – blå himmel, sol og varme. Desværre er badevandet blevet noget koldt i forhold til da vi startede – det er kun 25,6 grader! Humøret og historiefortællingerne fejler fortsat ingenting, det er dog en vanskelig opgave at være redaktør, for antallet af historier overstiger langt redaktørens bit-kapacitet. Der er dog en enkelt, der har hængt ved.

Ove mødte en tosse, der havde en vældig sød kat – Ove spurgte: "Vil du sælge den, og hvad skal du have for katten?" Tossen: "ja, det vil jeg gerne – den koster 50.000,- kr." Det synes Ove var lige i overkanten, så det blev der ingen handel ud af. En uge senere møder Ove den samme tosse, som glad for tæller – jeg har fået solgt katten – det vil sige, jeg har byttet den til to hvide mus til 25.000,- stykket!

I løbet af eftermiddagen blev der igen regnet på dieselbeholdningen – og det optimistiske bud var at vi havde nok til at nå Estepona (i stedet for Gibraltar).

Samtidig var vi kommet ud af modstrømmen, så vi kunne få fuld effekt af motoren, så den blev startet kl. 15.03. Nu forventer vi at være i Estepona ca. Kl. 20.00, kunne få nye og friske gaster ombord – velkommen til Axel og Casper – som I vil komme til at høre mere til i de kommende turberetninger.

Vi forventer, at vores afgang fra Estepona bliver udsat et halvt til et helt døgn, så vi har mulighed for at proviantere og købe de stumper til båden vi mangler. Vi skulle jo gerne havde det hele ombord inden vi går ud af hullet til Atlanten. Her er der også noget med præcision i forhold til tidevand og tidspunkter.

Det er vel også her, at vi så småt skal begynde at forbedrede vores mange interesserede læsere på, at der vil komme en længere periode, hvor vi forventelig ikke har mobiltelefonkontakt. Perioden vil sikkert vare fra 7. juli til 18. juli – men vær sikre på, at vi sender så snart vi kan, ligesom vi også giver et "pip" lige før vi mister forbindelsen.

Kl. er nu 17.30 og vi har netop haft kontakt med vores nye gaster – og Birgit og Stig som er samme sted – sikke en delegation, der kan tage imod! De fik også lige et par indkøbsopgaver på vejen, så det bliver lidt lettere for os andre når vi kommer ind.

Vi fik os en lille snack og et glas vin, fordi vi blev enige om, at vi gik ud og spiste når vi kom i land. Vi nåede lige præcis at spise og drikke ud – så var der en anden ombord, der søgte opmærksomhed – nemlig motoren, den satte ud og gik i stå!

Lidt (meget) surt 5 sm fra havn. Det affødte hektisk aktivitet: åbne og lukke for haner til tanke, sætte sejl – og ikke mindst prøve om motoren kunne startes på den rest diesel, som vi havde gemt til havnemanøvre. Det kunne den, og det gav igen lidt ro i maverne. Vi var også tilsmilet af held, da vinden netop tog til, og sådan at vi kunne holde kursen direkte på havnen.

Der blev lagt en omhyggelig plan for hvordan og hvor vi skulle gå til kajs – for vi havde regnet på, at vi lige nøjagtigt havde diesel nok tilbage i den anden tank til at lægge til. Alle kendte deres pladser, og vidste hvad de skulle gøre.

Vi havde også allieret os med vores folk på land, som havde undersøgt alverdens muligheder for os – det var bare helt perfekt. Da vi gik ind til havnen kunne vi se Axel stå og vinke til os på molen.

Så oprandt det store øjeblik vi passerede havnehullet – for Genua – den blev rullet ind, vi kunne se kajen, hvor vi skulle lægge til, motoren blev startet – og gik ud!!

Der var IKKE mere diesel!

Vi lå midt i havnehullet og drev – ud fra situationen ret hurtigt mod en stenmole.

Det så mildest talt ikke særlig optimistisk ud. Skipper handlede resolut – "smid ankeret!" – og med stor professionalisme gik Rolf straks i gang, Ove kom løbende til, og i fællesskab fik de ankeret til at tage fat! Der skete intet – puha.

Så må vi sige, at vi har prøvet det – kaste anker i et havnehul – for at fuldbyrde vores udtryk af turister kunne vi have valgt at tage fiskestængerne frem og starte med at fiske – men det gjorde vi nu ikke. 

Der kom en lille fiskekutter (måske så meget sagt – en træbåd, lignede en robåd, med en stor påhængsmotor), og tilbød at trække os ind. Umiddelbart så det ikke ud til, at det var muligt – vi var i alle tilfælde flere der tvivlede.

Vores gaster på land havde også sørget for at der kom os en gummibåd til undsætning, de tilbød at hente diesel for os. Så det var et værre rend rundt om båden.

Vi valgte, at blive trukket, og det gjorde de vældig professionelt – holdt stævnen fri, og alt. Det er lige før man kunne tro, at vi ikke var de første, der havde prøvet det. Vi lå fint og flot til gæstekaj kl. 20.45.

Vores første udfordring var, at vi fik at vide, at det ikke var muligt at tanke diesel i Estepona – perfekt, lige hvad vi havde brug for!!! – vi forsøgte ellers med en meget velvalgt delegation, at få overtalt lokale fiskere, for Estepona er nemlig en stor fiskerihavn, og der var massere af kuttere, som selvfølgelig skal have diesel et sted fra. De var fuldstændig ubestikkelige, så vi måtte arrangere os med en nødplan – købe dunke og diesel i byen, og så fylde på tankene, og dernæst finde en havn, hvor det var muligt at fylde op!

De to nye gaster kom ombord – Casper med komplet udstyr indn for værktøj – nu havde vi en rigtig maskinchef ombord.

Der gik da heller ikke meget mere end 30 minutter, så var Casper smurt ind i olie. Han havde også lavet en del hjemmearbejde – og kunne fortælle at motoren – en Kubota, selv om flere aldrig havde hørt om den – faktisk er den mest solgte i verden, men mest til traktorer! 

Vi undrede os alle sammen over hvor Axel havde gjort af spilerstagen – for det var forventningen fra resten af holdet, at sådan én havde Axel i bagagen – men nej! Vi havde lidt senere nogle oplevelser, hvor vi manglede lagner, og hurtigt faldt mistanken på Axel – var han mon ved at sy en spiler??? (vi fandt lagnerne).

Skipper holdt en kort briefing i Cockpittet og fortalte om opgaver og opgavefordeling ombord. Alle fik tildelt vældig fine titler, men basalt set fortsætter holdene blot er de nu udvidet til 3 personer i stedet for to.

Vi havde visse udfordringer med at komme ind til området med bad og restauranter, for Estepona havn er afspærret område og den kaj vi lå ude af var afspærret med en jernport. De færreste af os kunne åbne den, men nu er besætningen ombord ret snarrådige, så vi måtte jo bare svinge os uden om. Det lykkedes dog på et tidspunkt at "sparke" døren op.

Der var lige som ikke andet at gøre end at hygge os til i morgen – og det gjorde vi så. Alle mand fik igen mulighed for den største luksus – et bad! Og så var der ellers dømt spisning – Stig og Birgit havde fundet et sted, hvor køkkenet havde åbent til kl. 23.00 så det var jo bare perfekt.

Vi blev betjent af en ualmindelig kvik kvindelig tjener, som lynhurtigt inddelte os i hold (til betaling af regningerne) – det var noget vanskeligt for os at overskue, for nu havde vi jo lige vænnet os til de teaminddelinger vi har ombord – forandringer af den størrelse, tager tid at kapere. Men det gik helt forrygende, og vi havde en vældig hyggelig aften. Igen lykkedes det os, at være de sidste, der forlod værtshuset, men de så glade og tilfredse ud. Vi havde trods alt også lagt en del slanter.

Vi gik alle ned på båden, og fik en Skipperkaffe til godnat, og igen blev det sent – kl. 3.00 var der ro.

Stig og Birgit blev også på båden – og måtte i snavsetøjsposen, og lugte sig frem til deres sengetøj. Det var herligt for så havde vi mulighed for at benytte deres lejede bil dagen efter – dels til at skaffe noget diesel, dels til proviantering.

Fredag d. 5. juli 2002

Skipper havde udsat morgenmad til kl. 9.00 – det var vist også tiltrængt. Men så var der også fuld drøn på igen. I følge planen var det meningen, at vi skulle være gået kl. 04.00 om morgenen, men afgangstidspunktet blev udsat, for det skulle passe med tidevand og strøm i Gibraltar – så satsningen var i løbet af eftermiddagen.

Der skulle købes reservedunke og diesel og fyldes på – sikke et projekt! Der blev svabet båd og fyldt vand på. Endelig lykkedes det også for vores dimsehold, at få fat i alle de dimser, der gennem tiden skulle være indkøbt, så der var travlt ombord med at installere og forberede. Casper var allerede i fuld gang med maskinen og sammen med Ove blev bovsprydet fastgjort, der blev forberedt kabel til landstrøm og sikkert en masse andre ting, som redaktøren ikke lige nåede at få med i farten.

Der skulle også provianteres, og der var vi jo så heldige at have bilen, som Birgit og Stig skulle til lufthavnen med. Ellers havde det også været håbløst, for på selve havnen var der ikke andet end restauranter. Axel havde på sin vej fra lufthavnen kigget ud hvor, der var et kæmpesupermarked, så vi kørte 7 til 8 km, og det var et rent slaraffenland. Vi fandt stort set alt hvad vi skulle bruge.

Desværre havde vi kort tid fordi vi skulle retur med bilen, så det var en gang indkøb på tid – men vi fik vist det meste med os. Det kan I høre mere om når vi når England – så ved vi sikkert hvad der manglede.

Èn ting var at vi havde bilen, men vi kunne ikke køre ned til skibet, så da vi kom retur – med, bare for at nævne noget – 150 l vand i dunke, 10 rammer øl – 4 sække kartofler – var der fast arbejde for os alle med at bære fra bil og til skib. Det lykkedes os stort set at fylde hele kajen foran skibet med proviant. 

Vi gik fra Estepona ca. Kl. 14 og tog turen på ca. 10 sm til Duquega, hvor vi fik fyldt tankene med diesel.

Kl. 18.08 passerede vi Gibraltar – alt var perfekt timet så det passede med strømmen. Det var lidt af en oplevelse at se alle de opankrede skibe, der ventede på at strømmen skulle vende så de kunne komme ind i Middelhavet. Desværre var der lidt diset forbi Gibraltar, så det var lidt vanskeligt at se klippen i første omgang, men da vi havde passeret halvdelen tilsmilede solen os og vi fik lejlighed til at se klippen fuldt badet i sollys – det var et vældig smukt syn. Udover de opankrede skibe, blev vi også begavet med synet af småfartøjer, der sejlede rundt – bl.a. bildte vi os ind at vi så en lille båd, der ud over parasoller også havde et fadølsanlæg ombord! Ja, forretningsmetoderne er unægtelig forskellige rundt om i Europa.

Vi fik også lejlighed til at se de barske klippeformationer på Afrikas kyst, og en ustyrlig smuk solnedgang. Vi mener også at vi så en hajfinne i farvandet – men mere så vi heller ikke til den.

Der var ingen vind på vores passage af Gibraltar – Rolf havde ellers fortalt os om hvordan det også kunne være, men som han sagde: det måtte vi have til gode til en anden gang. Vi gik derfor for motor hele vejen, så muligvis vi gør et tankstop i Lagos på sydspidsen af Portugal for at fylde tankene inden vi går til havs.

Vi var ved at nå ind i rytmen med de to nye gaster – og vi har fundet ud af at Casper har en fantastisk evne til at supplere Ove med vittigheder, så der er virkelig sørget for underholdningen – men sømandssange bliver, der ikke sunget så meget af.

Lørdag d. 6. juli 2002

Det var en stille nat, hvor vi gik for motor indtil kl. 6.00, hvor vinden tiltog, og der blev sat sejl.

Atlanterhavet ville lige vise os sine kræfter. Vinden tiltog og var vel efterhånden 15 m/sec, så 7.45 gik Skipper og Ove på dæk og rebede storen. Det var en hård tur for vores to nyankomne gaster – de skulle lige vænne sig til, at der pludselig var høj søgang. Så Axel måtte vi lægge sig til at hvile i salonen, hvor der er mindst gyng-gang.

Omkring kl. 13.30 aftog vinden til ca. 7-8 m/sec, og vi kunne igen sætte fulde sejl – det var en rigtig behagelig sejlads, og alle begyndte så småt at komme sig igen.

Vinden tog til, og der kom rigtig gang i skøjten. Vi valgte at ændre lidt i ruten, så vi kunne nå et sidste tankstop inden Atlanten. Vi tog derfor et ben ind mod Lagos på sydkysten af Portugal. Det var et noget heftigt ben, så tilberedning af mad var lidt mere udfordrende end sædvanligt – og specielt da Hovmesteren havde valgt at lave Spansk Kartoffelsuppe! – nok ikke det mest fikse med den krængning, men det gik, og besætningen spiste med stor fornøjelse.

Og så var det ellers blot endnu en aften- og nattevagt.

Vi er inde i et område, hvor der er en del trafik, så der er også lidt at kigge på og holde udkig efter. Flere fik hjemve, da vi passerede et containerskib fra Maersk Seeland!

Tilbage til toppen